Jeg har længe kigget på at skulle have en kaffevægt. Der er mange forskellige at vælge i mellem, nogen er for dyre, nogen er mærkelige og andre ser lidt tossede ud. Jeg endte med at skrive en Sopresta SCS-002 på ønskelisten (i Raindrop.io) fordi den så godt ud, kunne fås til en fornuftig pris, brugte USB-C og havde udmærkede anmeldelser.
Tiden gik og jeg skulle til Aarhus for at besøge min kæreste. Jeg kunne selvfølgeligt ikke dy mig for at kigge på brugtmarkedet for at se om der var en vægt der kunne bruges til noget og bum der var jo en Sopresta SCS-002 som den eneste kaffevægt til salg.
Min nyerhvervede kaffevægt, smukkeseret med et stykke læder
Jeg får den hentet (og bliver sjask våd i processen), alt spiller, den virker fint men materialerne føles ikke specielt godt. Jeg havde godt læst en enkelt anmeldelse at den føles meget let og jeg vil give vedkommende ret. Glatte, blanke plastik kanter, bip-lyden og nogen fødder der rasler lidt hjælper heller ikke på kvalitetsfølelsen.
Som billedet viser endte det med at jeg fandt noget læder, kantjern, bivoks og kontaktlimen frem for at bringe et lækkert materiale til et objekt jeg kommer til at håndtere rigtig meget. Det hjælper ikke på fødderne, bip-lyden eller plastik kanterne men det har fjernet det store logo og givet vægten mulighed for at blive smukkere med tiden som læderet tager farve af fedtstof og kaffepletter.
Pointen er at jeg er glad for ærlige, gedigne materialer.
Dem der er flottere uden en overflade behandling end med. Dem der holder til dagligt brug og kun bliver flottere med tiden. Dem man kan stole på. Dem der ikke forsøger at være noget andet.